Som arbejdsgiver skal du følge mange komplicerede regelsæt. Det kan være vanskeligt at få tid til at sætte sig ind i og få overblik over dem alle.
Du skal blandt andet kende til regler om ferie, arbejdsmiljø, sygedagpenge, barsel, ansættelseskontrakter, opsigelse, feriefridage og meget andet.
En del af disse regelsæt stammer fra lovgivning, andet stammer fra overenskomstmæssige forhold.Overenskomsterne kan være indgået af en sammenslutning eller en enkeltvognmand, og kan være indgået enten med en fagforening eller en chaufførklub. Er man ikke selv part i en overenskomst, må man som vognmand henvise til en gældende kollektiv overenskomst - men ikke nødvendigvis til hvilken som helst overenskomst.
Arbejdsmarkedets love og regler er kompliceret juridisk stof og faldgrupperne er mange og dyre.
I DTA er vi jurister/advokat, der varetager taxivognmændenes interesser som arbejdsgivere, og bistår med indgåelse af overenskomster, rådgivning om generelle forhold og i konkrete sager.
Vi bistår også med at repræsentere vores medlemssammenslutninger og enkeltvognmænd i sagerne. Det sker både i mæglingsmøder lokalt, eller centralt med hovedorganisationer, ligesom vi deltager i fællesmøder og fører faglige voldgifter og retssager for vores medlemmer.
Vi lægger i DTA vægt på, at vores medlemmer bliver gjort bekendt med de faldgrupper, der er, og modtager relevant rådgivning, så de altid ved, hvornår de skal kontakte DTA, før de handler.
Man kan blive medlem af DTA enten som sammenslutning eller som enkeltvognmand. Kontingentet betales i forhold til antal bevillinger.
Har du spørgsmål i forbindelse med det at blive medlem af DTA er du naturligvis altid velkommen til at kontakte administrationen.